Elektronisk Musik og Lydkunst

Elektronisk Musik og Lydkunst

Elektronisk Musik og Lydkunst er en linje på MGK-Syd. Den er for dig, som bruger computeren til at skabe, spille og formidle elektronisk musik og lydkunst. 
 
På MGK får du mulighed for at fordybe dig i din egen musik, ligesom du vil få undervisning i en række almene fag som eksempelvis projektrealisering og musikteknologi. Vi arbejder projektorienteret med din musik – og ofte samarbejder vi med andre kunstarter og fagområder. Målet er, at du udvikler et stærkt musikalsk og teknisk fundament, så du kan skabe dine egne unikke musikalske projekter. 
 
Der undervises i følgende fag: 
 
Hovedfag.
Her arbejder vi med dine egne musikalske projekter. Du vil både få vejledning og inspiration til at videreudvikle dine musikalske ideer, ligesom du vil få stillet opgaver, som kan udvikle din tekniske og musikalske forståelse indenfor mere almene områder. 
 
Musikteknologi.
Her undervises i relevant software, som skal udvikle dine færdigheder indenfor musikproduktion. Vi gennemgår en række emner såsom optageteknik, mixing, lydbehandling og synthesizer-programmering. 
 
Musikhistorie.
Gennemgang af den elektroniske lyd- og musikhistorie fra år 1900 til i dag. Analyse af centrale hovedværker indenfor bl.a. musique concrete, ambient og electronica. 
 
Tværfagligt projekt.
Foregår i projektform, hvor vi arbejder med musik og lyd i sammenspil med andre kunstarter. Vores primære samarbejdspartnere er elever på Esbjerg Kulturskoles øvrige grundkursus-retninger: teater, forfatter og billedkunst. 
 
Musikformidling.  
Vejledning og praksis i, hvordan du formidler din musik til et publikum eller en konkret målgruppe, og hvordan du i det hele taget tænker din musik ind i projektmæssige sammenhænge.   
 
Musik til visuelle medier.  
Produktion af musik til film, tv, computerspil og internet. Vi arbejder med, hvad musikkens funktion er i disse medier, og hvilke musikalske virkemidler der gøres brug af. Du får dertil stillet konkrete kompositionsopgaver indenfor de gennemgåede medier.   
 
MGK i Elektronisk Musik og Lydkunst ruster dig til at kunne søge videregående musikuddannelser såsom:
 
- Elektronisk Musik of Lydkunst på SMKS i Esbjerg
- Elektronisk Komposition på DJM i Århus
- Sonic College i Haderslev
 
Du kan også gå på MGK, selvom du ikke ønsker en videregående musikuddannelse. 
 
MGK er ikke SU-berettiget.