Talentlinie - Musik

Velkommen til Kulturskolens Talentlinje i musik.

Velkommen til Kulturskolens Talentlinje i musik.

Talentlinjen er for dig, der elsker musik og har viljen til at gøre en indsats.

Formålet med Talentlinjen er, at arbejde intensivt med musikken, og udvikle dig sammen med andre talenter - eventuelt med sigte mod optagelse på MGK.
 
Du vil på Talentlinjen få yderligere fag samt en række spændende udfordringer i fællesskab med andre talenter på dit niveau.
 
Undervisningen består ugentligt af:
-    soloundervisning på dit hovedinstrument
-    sammenspil
-    teori/hørelære
I løbet af året afholdes spændende workshops og sammenspilsprojekter som f. eks. Very Big Band, performance, øveteknik, kor/ssb, m.v.  Du vil også blive indbudt til eksterne arrangementer i samarbejde med andre i form af både koncertoplevelser, masterclasses, samarbejde med Kulturskolens Musikalske Grundkursus m.v.
 
Undervisningen på Talentlinjen varetages af højt kompetente musikere og musikpædagoger, som vil lede dig på vej til at opfylde dine drømme om at blive en rigtig dygtig musiker.
 
For at kunne hjælpe dig til at nå dine mål må du, som talentelev, være indstillet på at opfylde følgende forventninger:
Du forventes at:
…gøre en ekstra aktiv indsats i forhold til forberedelse og involvering.
…deltage i relevant orkester/sammenspil året igennem.
…deltage i offentlige koncerter/årsprøver

Sådan optages du på Talentlinjen
Du optages på Talentlinjen ét år ad gangen, og skal bestå årsprøven hvert år for at kunne fortsætte.
 
Hvis du overvejer at søge ind på Talentlinjen, skal du tage en snak med din instrumentallærer om muligheden, så I sammen kan arbejde hen mod optagelsesprøven.

Du skal indspille en video, hvor du præsenterer dig selv, spiller 1-2 stykke(r) musik efter eget valg (max 5 minutter) og indsende den senest 24. maj til beski@esbjergkommune.dk og oplyse navn, alder og instrument.
 
Alle ansøgere vil få besked om optag sidst i maj.

Undervisning
Der undervises i hovedfag (soloundervisning i 35 minutter pr. uge), sammenspil og teori/hørelære på hold.
 
Efter et år på Talentlinjen kan der efter en konkret vurdering gives mulighed for (mod betaling) at få undervisning i 45. min pr. uge, såfremt en talentelev udøver en ekstraordinær indsats. Dette vurderes i hvert enkelt tilfælde af koordinatoren.
 
Prøver
Omkring jul afholdes Midtvejskoncerten med evaluering af talentelevens indsats. Årsprøven, som afholdes ved sæsonslut, skal bestås for at kunne fortsætte det efterfølgende år.

Pris
Talentlinjen er gratis, forudsat du er tilmeldt Solo Plus – 35 minutters hovedfagsundervisning pr. uge.
 
Sted
Undervisningen i fællesfag forventes som udgangspunkt at ske på Kulturskolens afdeling i Islandsgade, Esbjerg. Undervisningen i hovedinstrumentet vil kunne ske lokalt hvor læreren i forvejen underviser.
 
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om Talentlinjen kan fås ved henvendelse til rytmisk afdelingsleder og talentlinjekoordinator Berit Skildal på tlf. 21138883 eller på beski@esbjergkommune.dk.